torsdag 13. oktober 2011

mitt vakre vestland

No veit eg det. Endeleg veit eg at eg vil bli veterinær. Og eg vil bu i bygd.
Sidan måndag har eg vore med som assistent på veterinærkontoret heime på Eid, og sjølv når eg står med halve armen inne i ei ku veit eg at eg har vald rett studie. Eg innsåg i går at eg kjem til å lukte fjøs til eg blir pensjonist. Minst!

Når ein køyrer rundt for å hjelpe koselege bønder med små og store problem er det heller ikkje å forakte at distriktert vårt er noko av det vakraste som finst. Mellom gardsbesøk kan ein lufte hundane i den vakre og ville Ervika på Stadlandet, og flaumande morgonsol i haustkledde dalar gir energipåfyll til den mest hardnakka sløving.

Her vil eg bu, leve og jobbe.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

alt er mogleg. det umoglege tek berre litt lenger tid.